Skip to Content

Hvad stemmer vi om?

Den 3. december skal vi stemme om, hvorvidt Danmark skal ophæve det danske retsforbehold og erstatte det med en tilvalgsordning. Danmark har i dag fire EU-forbehold, men det er kun forbeholdet på området for retlige og indre anliggender, vi stemmer om.

Venstre, Socialdemokraterne, Konservative, Radikale og SF har lavet en politisk aftale om, at Danmark ved et ja til afstemningen siger ja til foreløbigt 22 eksisterende retsakter (EU-love). Det drejer sig blandt andet om civil- og handelsret, familieret, strafferet og politisamarbejde. Aftalen inkluderer også tre forslag til fremtidige retsakter og fire retsakter, som Danmark i dag deltager i gennem såkaldte parallelaftaler.

Der er også indgået en politisk aftale mellem partier, der anbefaler et nej. Den forligskreds består af Enhedslisten, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Folkebevægelsen mod EU.  Alternativet har valgt ikke at være med i nogen af de to politiske aftaler.

Et JA ved afstemningen vil betyde, at det er et politisk flertal i Folketinget, der fremover afgør, om vi skal indgå i en EU-lov – de såkaldte retsakter – eller ej.

Et NEJ ved afstemningen vil betyde, at vi beholder retsforbeholdet. Men da Europol ved årsskiftet får en ny struktur (det overgår fra mellemstatsligt til overstatsligt samarbejde), vil vi med et nej skulle ansøge om en parallelaftale for at fortsætte med at være en del af Europol-samarbejdet.

Selvom folkeafstemningen ofte bliver omtalt som et spørgsmål om Europol, handler den altså også om meget andet. Ikke mindst handler den også om de retsakter, som forligskredsen har valgt ikke at bringe til afstemning i denne omgang – herunder EU’s asyl- og flygtningepolitik.

Vil du vide mere om afstemningens elementer og baggrunden for afstemningen læs mere her:

  1. Folketingets EU-oplysning: http://retsforbehold.eu.dk/
  2. Justitsministeriets oplysning om afstemningen: http://3december.dk/

Gennemgang af retsakterne

Politi og strafferet

Den europæiske efterforskningskendelse

Ofte har medlemslande behov for at skaffe beviser, der befinder sig i et andet medlemsland. Den europæiske efterforskningskendelse indfører et samlet system for, hvordan medlemslandene skal hjælpe hinanden med at indsamle beviser. Det skal gøre det lettere for medlemslande at få beviser i straffesager fra andre medlemslande.

Direktivet slår fast, at hvis et medlemsland bliver anmodet om at efterforske en sag, så skal den udføres på samme måde, som medlemslandet selv ville udføre efterforskningen. Dette skal gøre det lettere at efterforske alvorlig organiseret kriminalitet.

Det betyder et ja
Et tilvalg af direktivet vil have betydning for Danmarks samarbejde med EU-medlemslandene i forbindelse med efterforskning af straffesager. Danmark vil komme til at operere med samme system for gensidig anerkendelse af retshjælp i straffesager som de andre medlemslande, når systemet kommer til at gælde fra 2017.
Et tilvalg kan gøre det lettere for dansk politi at få myndighederne i andre lande til at hjælpe med at skaffe beviser i form af vidneafhøringer, ransagninger, identificering af personer m.v.
Et tilvalg vil kræve en række ændringer af det eksisterende danske system og regelsæt. F.eks. skal der indføres bestemmelse om, at identifikation af personer, der har abonnement på et bestemt telefonnummer eller en bestemt IP-adresse altid vil være muligt i forbindelse med en europæisk efterforskningskendelse. Efter dansk ret er det i dag et tvangsindgreb, der kræver retskendelse.

Direktivet vil også betyde, at Danmark vil være bundet af bestemmelser om diskrete undersøgelser, der betyder, at embedsmænd kan arbejde under dække eller falsk identitet i efterforskning af en straffesag.

Justitsministeriet skønner, at et tilvalg af direktivet årligt vil koste 2-4 mio. kr. Det vil kræve ekstra ressourcer at overholde tidsfristerne for at behandle anmodningerne, som formentlig vil stige.

Den europæiske beskyttelsesordre

En person, der er truet af en anden person, kan blive beskyttet mod den truende person med et tilhold. Et tilhold er en skriftlig advarsel fra politiet. Det kan gives til en person, der gentagne gange trænger ind på eller forulemper en anden person.

Hvis en person ønsker at blive beskyttet i et andet land end Danmark, skal man i dag søge de udenlandske myndigheder om et nyt tilhold i dette land.

Reglerne vil sikre, at et tilhold gælder på tværs af landegrænser. Myndigheder i et medlemsland skal altså håndhæve tilhold, som myndigheder i andre medlemslande har udstedt. Det betyder, at personer som er beskyttet med et såkaldt tilhold, kan rejse til et andet medlemsland og stadig regne med beskyttelse

Det betyder et ja
Et tilvalg af direktivet vil indebære, at en afgørelse om en beskyttelsesforanstaltning, som er udstedt i Danmark, kan anerkendes i et andet medlemsland. Omvendt vil det også betyde, at Danmark vil skulle anerkende beskyttelsesforanstaltninger, som er udstedt i andre medlemslande. For at dette kan lade sig gøre, vil et tilvalg af direktivet kræve visse tilpasninger af dansk lovgivning og praksis.

Menneskehandelsdirektivet

Direktivet skal sikre, at medlemslandenes lovgivning ligner hinanden særligt med hensyn til retsforfølgning af personer, der begår menneskehandel. Det gælder også forebyggelse og beskyttelse til personer, der udsættes for menneskehandel.

Det betyder et ja
Justitsministeriet mener ikke, at et tilvalg af direktivet vil have væsentlig betydning for borgere, virksomheder og myndigheder i Danmark.

Et tilvalg af direktivet vil betyde, at Danmark skal have samme minimumsregler som resten af EU, når det gælder strafbare handlinger i forbindelse med menneskehandel. Der er tale om et såkaldt minimumsdirektiv. Det betyder, at Danmark kan indføre hårdere straffe, end direktivet kræver.

Der kan være behov for lovændringer af mere teknisk karakter. Det gælder f.eks. princippet om, at afhøring af ofre ikke må gentages unødigt mange gange – i hvert fald i forhold til ofre for menneskehandel.

Direktiv om seksuelt misbrug af børn

Direktivet fastsætter minimumsregler for, hvilke seksuelle overgreb på børn, der skal være strafbare i medlemslandene, og hvordan de skal straffes.

Desuden indeholder direktivet regler om forebyggelse og efterforskning af de omfattede handlinger og beskyttelse og bistand til ofrene.

Direktivet tilnærmer medlemslandenes lovgivning på området. Det erstatter en EU-rammeafgørelse fra 2003 og bygger på Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse, men tilføjer også nye elementer.

Der er tale om minimumsbestemmelser, så medlemslandene kan godt vælge at indføre strengere straffe.

Det betyder et ja
Justitsministeriet vurderer, at dansk ret er i overensstemmelse med direktivet.

Danmark kan stadig vælge at kriminalisere seksuelt misbrug af børn i videre omfang og straffe hårdere end direktivet kræver. Ved et tilvalg kan Danmark ikke vælge at kriminalisere misbrug af børn i mindre omfang og straffe svagere end direktivet kræver.

Cybercrimedirektivet

Direktivet indeholder minimumsregler for, hvilke former for internetkriminalitet der skal være strafbare, og hvor hårdt det skal kunne straffes.
Direktivet fastsætter desuden, at medlemslandenes politi skal samarbejde om at bekæmpe internetkriminalitet ved at udveksle oplysninger og assistere hinanden.

Medlemslandene vil være forpligtet til at have kontaktpunkter, der skal kunne reagere inden for otte timer i tilfælde af cyberangreb.

Danmark kan allerede – uanset retsforbeholdet – vælge at gennemføre regler svarende til direktivet.

Det betyder et ja
Et tilvalg af direktivet vil forpligte Danmark til at have samme minimumsregler for straffe for internetkriminalitet som resten af EU. Det har Danmark allerede i vidt omfang.

Et tilvalg af direktivet vil dog betyde visse lovændringer: én enkelt strafferamme skal hæves, derudover vil der være tale om tekniske lovændringer.
Der er tale om et minimumsdirektiv, og Danmark kan derfor godt indføre hårdere straffe, end direktivet kræver.

Det skønnes, at kunne koste ca. 3-5 mio. kr. at tilvælge direktivet, da Rigspolitiet skal tilpasse deres systemer.

Direktivet om markedsmisbrug

Direktivet gør det ulovligt at forsøge at påvirke priserne på en aktie med forkerte oplysninger, samt at bruge interne oplysninger til at købe en aktie billigt. Direktivet sikrer, at landene har de samme definitioner for, hvornår en given handling er ulovlig, og hvor hårdt landene skal straffe overtrædelser.

Formålet er at forhindre svindel, når der handles med aktier, og derved skabe mere tillid til aktiemarkedet for dem, der gerne vil investere.

Direktivet hænger sammen med en forordning, som fastsætter regler for mindre grove overtrædelser. Denne Markedsmisbrugsforordning, der træder i kraft den 3. juli 2016, er ikke dækket af retsforbeholdet, og vil derfor gælde i Danmark.

Det betyder et ja
Danmark vil være nødt til at sætte den nuværende strafferamme for grove tilfælde af uretmæssig videregivelse af intern viden op fra et år og seks måneder til to år. Herudover, vurderes det, at dansk ret allerede stemmer overens med direktivet.

Direktivet om falskmøntneri

Direktivet fastsætter, hvordan falskmøntneri skal straffes. Det omhandler bl.a. fremstilling og anvendelse af falske penge. Det skal øge borgere og virksomheders tillid til, at både euro og andre valutaer i EU er ægte. Danmark har allerede i dag gennemført regler, der er i overensstemmelse med reglerne i direktivet.

Det betyder et ja
Danske regler behøver ikke at blive ændret, hvis Danmark tilvælger direktivet. Der skyldes, at falskmøntneri allerede er ulovligt i Danmark.

Et tilvalg af direktivet vil forpligte Danmark til at have samme minimumsregler for straffe for falskmøntneri som resten af EU. Danmark kan straffe hårdere og flere former for falskmøntneri, end direktivet krævet, fordi direktivet kun sætter minimumskrav. Danske straframmer lever allerede op til kravene i direktivet.

Civil- og handelsret

Konkursforordningen

Reglerne i forordningen bruges, hvis en person eller virksomhed ikke er i stand til at betale deres gæld, og den insolvente har gæld i flere medlemslande, driver forretning i flere medlemslande eller har penge, boliger el.lign. i flere medlemslande.

Formålet med forordningen er, at gøre det klart, hvordan sager om insolvens skal behandles, når de vedrører flere medlemslande. Forordningen fastsætter, at en sag som hovedregel skal indledes i det medlemsland, hvor f.eks. den gældsplagede person bor eller konkursramte virksomhed er registreret.

Ifølge forordningen gælder f.eks. en konkurs eller gældssanering overalt i EU. Er man gået konkurs i Spanien, er man også konkurs i Bulgarien. Det skal gøre det lettere at indkræve penge mv., der befinder sig i et andet medlemsland. I dag anerkender Danmark kun konkurser i de nordiske lande.

Danmark anmodede i 2001 om at få en parallelaftale til forordningen. Det blev afslået, fordi Kommissionen vurderede, at EU ikke havde tilstrækkelig interesse i at Danmark tilsluttede sig forordningen.

Forordningen er netop ændret i juni 2015, men vil først blive anvendt fra foråret 2017 (med enkelte undtagelser, som bliver anvendt et år eller to senere).  De regler, der er beskrevet her, omhandler den nye forordning.

Det betyder et ja
Hvis Danmark tilvælger reglerne, er forordningen direkte gældende i Danmark. Forordningens regler vil medføre ændringer i, hvordan grænseoverskridende insolvenssager skal behandles.

Konsekvenserne vil være, at:

•     Danmark skal anerkende konsekvenserne af insolvenssager i andre medlemslande.
•     Der kan ikke indledes en insolvenssag i Danmark mod virksomheder, der ikke har hovedsæde i Danmark. I stedet kan der indledes en sekundær insolvensbehandling, der kun omfatter aktiver i Danmark.
•     En hovedinsolvenssag i et andet medlemsland kan få betydning for aktiver, der befinder sig i Danmark. F.eks. vil insolvensbehandleren kunne udføre formuegenstande, som befinder sig her i landet.
•     I visse situationer kan en dansk ret vælge at udføre en anden type insolvensbehandling, end der er anmodet om fra en dansk kreditor, f.eks. en rekonstruktion i stedet for en konkurs. Efter de nuværende danske regler er det kreditoren, som tager stilling til, hvilken insolvensbehandling der skal indledes.
•     Der skal indføres nationale, offentligt tilgængelige insolvensregistre, som skal sammenkobles med registre fra andre lande.

Et tilvalg skønnes at give omkostninger for ca. 9 mio. kr. til bl.a. at etablere et offentligt insolvensregister.

Bevisoptagelsesforordning

Forordningen har til formål at gøre det nemmere og hurtigere for domstolene i EU-landene at gennemføre bevisoptagelser i andre medlemslande til brug for retssager på det civil- og handelsretlige område.

Forordningen indeholder bl.a. regler om:
•     hvad en anmodning om optagelse af beviser skal indeholde
•     hvilket sprog anmodningen skal udfærdiges på
•     hvad der sker i tilfælde af en mangelfuld anmodning
•     hvordan en anmodning skal udføres og hvilke tidsfrister en behandling af en anmodning skal overholde
•     regler vedrørende direkte bevisoptagelser: retten i det medlemsland, som gerne vil optage bevis i et andet medlemsland kan vælge selv at gennemføre bevisoptagelsen – f.eks. afhøring af et vidne på en videokonference – i det andet medlemsland.

Det betyder et ja
Anmodninger om bevisoptagelse, som i dag behandles efter Haagerkonventionen og den nordiske overenskomst, fremover vil skulle behandles efter reglerne i forordningen.

Forordningen er i vidt omfang baseret på Haagerkonventionen, men på visse områder er der indført andre regler, der skal gøre fremsendelsen og udførelsen af anmodninger om bevisoptagelse mere effektivt. Bl.a. tidsfrister, krav til sagernes behandling og regler om direkte bevisoptagelse.

Et tilvalg af bevisoptagelsesforordningen vurderer Justitsministeriet vil have økonomiske konsekvenser i form af årlige merudgifter for det offentlige i størrelsesordenen 2-3 mio. kr.

Betalingspåkravsprocedureforordningen

Den europæiske betalingspåkravsprocedure er en valgfri procedure, som bruges i forbindelse med grænseoverskridende sager, hvor mindst en af parterne bor i et andet medlemsland end der, hvor sagen blev behandlet.

Ønsker en borger eller en virksomhed fra Danmark i dag at opkræve ubestridte pengekrav inden for EU, anlægges sagen efter medlemslandets nationale regler. Det kan være en omkostningstung proces i form af lange sagsbehandlingstider, omkostninger til lokal advokatbistand og omkostninger ved deltagelse i retsmøder. Forordningen betyder, at en borger eller en virksomhed fra Danmark kan anlægge sagen efter den forenklede europæiske betalingspåkravsprocedure, hvilket vil spare omkostninger. Sager om europæiske betalingspåkrav behandles efter forordningens procedure skriftligt ved brug af standardformularer.

Det betyder et ja
Retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område truffet i Danmark eller et andet medlemsland kan allerede i dag anerkendes og fuldbyrdes i et andet medlemsland end den, hvori afgørelsen er truffet, på grund af reglerne i Bruxelles I-forordningen, som Danmark er tilknyttet via en parallelaftale. Der er dog enkelte forskelle. Et tilvalg af den europæiske betalingspåkravsprocedureforordning vil betyde, at danske myndigheder i større omfang vil være forpligtet til at anerkende og fuldbyrde betalingspåkrav, som ikke vil kunne anerkendes og fuldbyrdes efter Bruxelles I-forordningen. Omvendt vil andre medlemslandes myndigheder efter reglerne i den europæiske betalingspåkravsprocedure i et større omfang være forpligtet til at anerkende og fuldbyrde betalingspåkrav udstedt i Danmark.

Småkravsforordningen

Når borgere eller virksomheder bliver uenige om, hvem der skylder hinanden penge, kan det ende i en retssag. Men hvis det blot drejer sig om et lille beløb, kan det ofte ikke betale sig, fordi det er dyrt at føre en retssag. Denne forordning har til formål at gøre det mere enkelt, billigere og hurtigere at behandle grænseoverskridende tvister om mindre krav.

Forordningen indeholder en procedure til, hvordan behandling af grænseoverskridende krav på højst 2.000 euro (ca. 15.000 kr.), skal foretages på det civil- og handelsretlige område. Proceduren er et valgfrit alternativ for parterne i sagen. Der findes parallelt hermed også nationale procedurer om mindre krav. Proceduren kan bruges i grænseoverskridende sager, hvor mindst en af parterne bor i et andet medlemsland end der, hvor retten, som behandler sagen, ligger.

Det betyder et ja
Den europæiske småkravsprocedure er en valgfri procedure, der eksisterer parallelt med nationale procedurer om mindre krav. Forordningen vil derfor ikke ændre de danske regler om den danske procedure for mindre krav. Et tilvalg af forordningen vil betyde, at der i Danmark indføres en ny alternativ procedure for grænseoverskridende sager om småkrav, som følger samme processuelle regler som den tilsvarende procedure i andre medlemslande.

Ønsker en borger eller virksomhed fra Danmark i dag at anlægge en sag om et mindre krav i et andet medlemsland i EU, anlægges sagen efter medlemslandets nationale processuelle regler, enten som en almindelig civil sag eller efter en national småsagsproces, hvis en sådan findes. Dette kan, afhængigt af de nationale regler, være en omkostningstung proces.

Tilvalg af forordningen vil betyde, at en borger eller virksomhed fra Danmark i stedet vil kunne anlægge sagen efter den europæiske småkravsprocedure. Borgeren eller virksomheden vil således, uanset om der i det relevante medlemslands nationale lovgivning findes en småsagsproces, kunne anlægge sin sag efter den forenklede EU-procedure, hvilket vil kunne spare omkostninger.

Derudover forpligter forordningen medlemslandene til at anerkende og gennemtvinge afgørelser i et videre omfang end Bruxelles-I-forordningen. De danske myndigheder vil derfor blive forpligtet til at følge forordningens regler, når den europæiske procedure for småkrav anvendes.
Reglerne i forordningen vil gælde umiddelbart i Danmark og kan således som udgangspunkt stå alene. Der vil imidlertid på baggrund af en nærmere lovteknisk gennemgang kunne være behov for tilpasninger i lovgivningen for at sikre forordningens praktiske anvendelse.

Forordningen om et europæisk tvangsfuldbyrdelses-dokument

Når retten har afgjort en strid mellem to parter, vil dommen ofte lyde på, at den ene skal betale den anden penge. Hvis begge bor i Danmark, kan den, der skal modtage penge, uden videre med dommen i hånden inddrive kravet via fogedretten. Men hvis det er f.eks. en østrigsk virksomhed, der skylder en dansk virksomhed, så gælder den danske dom ikke i Østrig. Og så kan det være besværligt at inddrive kravet – også selvom den østrigske virksomhed ikke er uenig i kravet.

Derfor er der indført det, der hedder et tvangsfuldbyrdelsesdokument. Det er den domstol, der har afsagt dommen, der udsteder dokumentet. Med dette dokument i hånden, kan den danske virksomhed gå til myndighederne i Østrig for at få sine penge.

Proceduren minder meget om nogle nye regler, der er trådt i kraft i januar 2015. De ligger  Bruxelles I-forordingen, som Danmark er omfattet af via en parallelaftale. Derfor vil dette ikke få den store betydning i praksis.

Mæglingsdirektivet

Det generelle krav i direktivet er, at brugen af mægling i konflikter skal fremmes. Det kan blandt andet ske gennem uddannelse af mæglere og oplysning om mægling til offentligheden.

Formålet med direktivet er også at sikre et hensigtsmæssigt forhold mellem mægling og retssager i grænseoverskridende tvister på det civil- og handelsretlige område. Mægling på det familieretlige område er også omfattet af direktivet.

Direktivet indeholder visse minimumsstandarder for de enkelte medlemslandes regulering af mægling.

Det betyder et ja
I praksis vil et tilvalg af direktivet kunne få den betydning, at danske borgere eller virksomheder, der er involveret i tvister på det civil- og handelsretlige område med udenlandske borgere eller virksomheder, i større omfang vil blive tilskyndet til at forsøge at løse tvisten gennem mægling.

Et tilvalg af mæglingsdirektivet vil betyde, at der vil blive sikret en større fortrolighed omkring både retlig og udenretlig mægling i grænseoverskridende tvister, fordi direktivet sikrer, at mæglere ikke kan tvinges til at afgive vidneforklaringer i eventuelle retssager på et senere tidspunkt.

Forordning om lovvalg inden for kontrakt (Rom I)

Formålet med forordningen er at gøre det klart, hvilke regler der gælder for virksomheder og borgere, som har indgået kontrakter på tværs af grænser, og hvor den ene part ikke mener, den anden part opfylder kontrakten.

Forordningen bestemmer, hvilket lands lovgivning der skal anvendes i disse sager.

Forordningen anvendes kun indenfor det civil- og handelsretlige område, f.eks. når danskere lejer et sommerhus i Frankrig, eller når tyske fabrikker hyrer rumænsk arbejdskraft. Men forordningens regler om lovvalg kan også betyde, at det f.eks. er amerikansk lovgivning, der skal afgøre en sag om en brudt kontrakt.

Det betyder et ja
Et tilvalg af forordningen vil betyde, at Danmark vil have samme regler, som de øvrige EU-lande. Det vil medføre visse ændringer af dansk lovgivning på området, fordi Rom I-forordningen fastsætter mere detaljerede regler end Rom-konventionen.

Danmark har allerede besluttet, at Rom I-forordningen skal anvendes, når Patentdomstolen er en af parterne.

Forordning om lovvalg uden for kontrakt (Rom II)

Forordningen bestemmer, hvilket lands love der skal bruges, hvis der anlægges en sag i et EU-land mod en person eller virksomhed i et andet land i sager, hvor der ikke er indgået en kontrakt. Det handler typisk om erstatning for personskader, defekte produkter og lignende.

Forordningen sørger for, at det er klart, hvilket lands lov der gælder i en bestemt sag. Forordningen gælder kun i sager, hvor der ikke er en kontrakt, altså hvor parterne ikke på forhånd har besluttet, hvornår hvilke regler gælder.

Det betyder et ja
Forordningen bestemmer, hvilken lov der er gældende i tilfælde af en konflikt som involverer to lande. Da Danmark ikke har regler på området, vil et tilvalg af forordningen ikke medføre nogen ændringer i dansk lov.

Et tilvalg vil betyde mindre fleksibilitet i de konkrete afgørelser, fordi der gælder faste regler for hvor en sag skal behandles, frem for i dag, hvor det brygger på retspraksis i Danmark. Til gengæld vil tilvalg af forordningen skabe større forudsigelighed for f.eks. danske virksomheder, der driver virksomhed i andre EU-lande.

Erstatningsretten er ikke harmoniseret i EU. Der er forskel på, hvilke erstatningskrav et selskab kan komme til at dække i de forskellige lande. Det er der naturligvis også forskel på i dag.

Forordningen om bilaterale aftaler om lovvalgsregler

Forordningen skal ses i forlængelse af Rom I- og Rom II-forordningerne om lovvalg i og uden for kontrakt på det civil- og handelsretlige område. EU fik enekompetence på disse forordningers anvendelsesområde. Det betyder, at medlemslandene ikke længere selv kan forhandle og indgå aftaler med tredjelande (altså lande uden for EU) på de pågældende områder.

Men EU’s medlemslande kan godt få brug for at indgå aftaler med lande uden for EU. Derfor vedtog man i EU en forordningen om bilaterale aftaler om lovvalg, som fastsætter en procedure for, at EU alligevel kan give medlemslandene lov til at indgå bilaterale aftaler med tredjelande.

Det betyder et ja
Hvis Danmark tilslutter sig forordningerne Rom I og Rom II, vil Danmark ikke kunne indgå aftaler med tredjelande om lovvalg – med mindre Danmark tilslutter sig denne forordning om bilaterale aftaler om lovvalg.  Et tilvalg af forordningen om bilaterale aftaler om lovvalg vil indebære, at Danmark – inden for forordningens rammer – fortsat vil have mulighed for at indgå aftaler med tredjelande på dette område.

Forordningen indeholder alene regler vedrørende muligheden for at indgå folkeretlige forpligtelser, og har altså ingen direkte konsekvenser for borgere og virksomheder.

Kontosikringsforordningen

Forordningen gør det muligt for en kreditor i et EU-medlemsland at få en europæisk kendelse til sikring af bankindeståender på en debitors konto i et andet medlemsland.

Den europæiske kontosikringskendelse er en ren sikringsforanstaltning. Det betyder, at der kun bliver tale om at spærre debitors konto, men ikke om mulighed for udbetaling af penge til kreditor. Kendelsen forhindrer, at en debitor flytter eller hæver indeståender på en bankkonto i et medlemsland. Kendelsen kan udstedes, hvis der er risiko for, at det uden en kendelse vil være umuligt eller meget vanskeligt for kreditor at få inddrevet sin gæld.

Betingelserne for at en kontosikringskendelse er, at den skal sikre en passende balance mellem kreditors interesse i at opnå en kendelse og debitors interesse i at forhindre misbrug af kendelsen.

Det betyder et ja
Proceduren efter forordningen om kontosikringskendelsen er en valgfri procedure, som kan bruges af borgere og virksomheder som et alternativ til de procedurer, der findes i den nationale lovgivning.

Reglerne i forordningen kan umiddelbart stå alene med en henvisning til forordningen i retsplejelovens regler om arrest. Overordnet set er betingelserne for at få udstedt en kontosikringskendelse efter forordningen sammenlignelige med de betingelser, der skal være opfyldt for at opnå arrest i Danmark. Der er dog en række forskelle af især processuel karakter.

Justitsministeriet vurderer, at et tilvalg af forordningen kan have økonomiske konsekvenser af betydning for det offentlige, fordi danske myndigheder sandsynligvis vil skulle behandle flere sager om kontosikring. Et tilvalg vil muligvis også medføre øgede administrative byrder for de danske banker, som spiller en aktiv rolle både i forbindelse med tilvejebringelse af kontooplysninger og i relation til gennemførelsen af kontosikringskendelsen.

Familieret

Arveretsforordningen

Hvert land i EU har sine egne arveretlige regler. De kan være ret forskellige. Forordningen gør det muligt for personer at bestemme, hvilket lands arveretlige regler, der skal gælde, når deres arv skal fordeles. Derudover sikres arvinger, pårørende og kreditorers rettigheder gennem et europæisk arvebevis.

Det betyder et ja
Et tilvalg af forordningen vil indebære, at behandlingen af arvesager på tværs af grænser bliver mindre kompleks ved at slå fast, at reglerne i det medlemsland, hvor afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, skal anvendes på hele arven.

En række medlemslande anser sig for kompetente til at behandle en arvesag, hvis afdøde var statsborger i det pågældende medlemsland, mens andre medlemslande – ligesom Danmark – lægger vægt på afdødes bopæl/opholdssted. Sådanne forskelle i reglerne kan betyde, at flere medlemslande anser sig for kompetente til at behandle det samme dødsbo. Forordningen indeholder regler, der afgør, hvor og efter hvilke regler sagerne skal behandles.

Et tilvalg af forordningen betyder også, at Danmark skal anerkende udenlandske afgørelser om arv, hvor danske statsborgere eller danske ejendomme er indblandet. Også selvom arvereglerne er forskellige i de europæiske lande. F.eks. er der forskellige regler for tvangsarv (nogle lande har det slet ikke, i Danmark er der en fjerdedel tvangsarv, i andre lande mere) og tilbageførsel af gaver givet af afdøde (i Danmark er det kun gaver givet på dødslejet, der kan erklæres ugyldige). I praksis anerkender Danmark dog allerede i dag i vidt omfang afgørelser om arv truffet efter andre landes regler.

Et tilvalg af forordningen vil betyde, at danske arvinger og legatarer kan vælge at få udstedt et europæisk arvebevis ved en skifteret. Arvebeviset viser arvingens status og rettigheder i arvesagen.

Forordning om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar (Bruxelles IIa)

Forordningen indeholder ikke fælles europæiske regler for skilsmisse og forældreansvar. De regler fastlægges i medlemslandene. Forordningen indeholder derimod regler for, hvilke landes regler og myndigheder, der skal afgøre en sag, der går på tværs af grænser.

Hovedreglen er, at afgørelsen skal træffes af myndighederne i det medlemsland, hvor ægtefællerne eller barnet bor på det tidspunkt, hvor sagen anlægges. Der er dog undtagelser til dette udgangspunkt, for eksempel i sager om børnebortførelser. Her har retterne i det medlemsland, hvor barnet boede umiddelbart før bortførelsen, som udgangspunkt kompetencen til at træffe afgørelser.

Det betyder et ja
Dansk ret svarer i dag i store træk til forordningens regler, og konsekvenserne vil derfor være begrænsede. Et tilvalg af forordningen vil indebære, at fuldbyrdelse af danske samværsafgørelser i andre medlemslande i et vist omfang lettes.
Et tilvalg vil også betyde, at der er færre undtagelser i forbindelse med at sende børn, der er bortført til eller fra Danmark, retur. I dansk ret kan der i højere grad tages hensyn til, hvorvidt barnet vil tage skade af at blive sendt retur.

Underholdspligtforordningen

Forordningen skal lette kommunikationen mellem de centrale myndigheder og på den måde styrke samarbejdet mellem medlemslandene ved for eksempel at udveksle oplysninger.

Det betyder et ja
Et tilvalg af underholdspligtforordningen vil betyde, at Danmark deltager i det administrative samarbejde om underholdspligt med de øvrige medlemslande, herunder bestemmelserne om fri proces i sager om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om børnebidrag. Gennem dette samarbejde vil inddrivelsen af danske bidragskrav i andre medlemslande kunne lettes.
Forordningen indeholder en bestemmelse om fri proces i sager om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om børnebidrag, når anmodningen fremsendes gennem det administrative samarbejde. Bestemmelsen gælder i Danmark for anmodninger fra andre medlemslande, men den vil først gælde for danske anmodninger til andre medlemslande, hvis Danmark tilvælger forordningen. Det skyldes, at Danmark ikke ensidigt kan påføre andre medlemslande forpligtelser.

Forordningen om bilaterale familieretlige aftaler

EU har enekompetence til at indgå aftaler med lande uden for EU om internationale aspekter af forældreansvar, skilsmisse og underholdningspligt. Det blev bestemt med Bruxelles IIa-forordningen og underholdningspligtforordningen. Det betød, at medlemslandene ikke selv kunne indgå aftaler med tredjelande på disse områder.

Det er imidlertid ikke sikkert, at EU indgår internationale aftaler på de pågældende områder. Derfor er der med denne forordning mulighed for, at EU kan give medlemslandene bemyndigelse til at indgå bilaterale aftaler med lande uden for EU om emner inden for forældreansvar, skilsmisse og underholdningspligt. Forordningen fastsætter en procedure for, hvordan EU kan give medlemslandene bemyndigelse til at indgå internationale aftaler.

Hvis et medlemsland ønsker at indlede forhandlinger med et tredjeland om ændring af en eksisterende aftale eller om indgåelse af en ny aftale, skal det meddeles til Europa-Kommissionen. Kommissionen vil herefter vurdere om medlemslandet skal have tilladelse til at indlede forhandlingerne med tredjelandet. I forhandlingerne kan Kommissionen deltage som observatør. Samtidig skal Kommissionen godkende det endelige forhandlingsresultat, inden en egentlig aftale indgås.

Det betyder at ja
Forordningen hænger sammen med Bruxelles IIa-forordningen og underholdspligtforordningen. Hvis Danmark tilvælger disse to forordninger, vil Danmark afgive kompetencen til EU, når det gælder aftaler med tredjelande omkring skilsmisse, separation, forældreansvar og underholdspligt. I så fald kan Danmark kun selv forhandle og indgå bilaterale aftaler med tredjelande, hvis denne forordning om bilaterale aftaler også indgås. I den situation vil tilvalg af denne forordning være en forudsætning for, at Danmark kan deltage i eventuelle kommende ændringer af Den Nordiske Ægteskabskonvention om skilsmisse og forældreansvar og Den Nordiske Inddrivelseskonvention om underholdspligt.

 

Forslag der bliver valgt til, hvis det bliver et ja

Forslag til forordning om Europol

Europol er et samarbejde mellem politimyndigheder i EU’s medlemslande. Gennem Europol kan medlemslandene udveksle oplysninger til brug for efterforskning og opklaring. Europol udarbejder operationelle analyser og strategiske rapporter, som medlemslandene kan bruge. Det kan f.eks. være trusselsvurderinger og analyser af kriminelles mønstre.

Europol tilbyder også ekspertise og teknisk bistand til efterforskninger og operationer i EU, f.eks. når nogle af landene danner et fælles efterforskningshold. Her kan Europol også deltager.

Europol har samarbejdsaftaler med en lang række lande, heriblandt Norge, USA og Colombia. Disse lande har – lige som EU’s medlemslande – en forbindelsesofficer siddende i hovedkvarteret i Haag.

Forordningsforslaget erstatter det nuværende Europol med et nyt EU-agentur, der finansieres over EU’s budget.

Danmark kan på grund af retsforbeholdet ikke – uden en parallelaftale – fortsætte som fuldt medlem af Europol-samarbejdet, når den nye forordning vedtages

Det betyder et ja
Et tilvalg vil betyde, at Danmark kan fortsætte i Europol-samarbejdet. Europol-samarbejdet har ifølge Rigspolitiet operativ betydning for dansk politis arbejde, og det vil derfor have negative konsekvenser, hvis Danmark udtræder af samarbejdet.

Forordningen er endnu ikke vedtaget i EU-regi. I øjeblikket foregår der forhandlingerne mellem Ministerrådet og Europa-Parlamentet. Forslaget indebærer en styrket parlamentarisk kontrol med Europol, som Folketinget også vil blive inddraget i, såfremt forordningen tilvælges.

Forslag til direktiv om europæisk PNR-samarbejde

PNR-oplysninger er oplysninger, som flypassagerer giver til flyselskaberne. Oplysningerne omfatter f.eks. rejsedatoer, rejserute, billetoplysninger, kontaktoplysninger, rejsebureau, betalingsmiddel, sædenummer og bagageoplysninger. Oplysningerne opbevares i flyselskabernes reservations- og afgangskontrolsystemer.

Forslaget indeholder fælles regler for PNR-oplysninger, som luftfartsselskaber, der flyver mellem et land uden for EU og et EU-land, skal videregive til myndighederne. Målet er at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet.

Brugen af PNR-oplysninger er på nuværende tidspunkt ikke reguleret på EU-plan. Selvom det er et begrænset antal medlemslande, der hidtil har oprettet et PNR-system, anvender disse lande allerede PNR-oplysninger til at efterforske terrorhandlinger og grov kriminalitet.

Det betyder et ja
De lovgivningsmæssige og økonomiske konsekvenser vil først kunne fastlægges, når den endelige udformning af direktivforslaget foreligger.

Forslag til forordning om Eurojust

Eurojust er et samarbejdet mellem de nationale anklagemyndigheder i sager med grænseoverskridende kriminalitet. Samarbejdet handler om at yde gensidig retshjælp mellem landene, koordinere efterforskning og retsforfølgelse mellem EU-landenes myndigheder, og behandle anmodninger om udlevering af anklagede.

Det betyder et ja
Danmark kan fortsætte i Eurojust-samarbejdet mellem nationale anklagemyndigheder.

 

Kilde: Folketingets EU oplysning

Det stemmer vi om